Filter

Product Information Management gør salget effektivt

Artikel fra Børsens tillæg Digitale Danmark 21. november 2019:

Et PIM-system, der bringer ­styring på produktinformationen, kan være nøglen til effektivitet – og styrket omnichannel-salg.

For sælgere er et globalt marked med et hav af salgskanaler blevet en realitet – ikke mindst takket være digitaliseringen. Omnichannel, som dækker over salg på tværs af både fysiske og digitale kanaler, er blevet et buzzword i brede dele af erhvervslivet. Men det er svært at gøre på en effektiv måde, hvis ikke man har styr på sin produktinformation.

”Product Information Management (PIM) er både en teknisk platform og en forretningsdisciplin, hvor det handler om at sikre den bedste oplevelse af dine produkter på tværs af den store mængde af nye digitale og fysiske kanaler. I praksis skal systemet kunne hente en masse data om produktet fra forskellige forretningssystemer, så man får ét punkt med al salgsinformationen, som førhen har været til stede i flere systemer, regneark eller i hovedet på marketing og salg,” forklarer Simon Aisen, som er partner og strategisk rådgiver hos Immeo.

Konsulenthuset er specialister på området, og har igennem en årrække hjulpet nogle af Danmarks største virksomheder med helt nye værktøjer til at tage styring på produktoplevelsen, så produkterne får den opmærksomhed, der i sidste ende betyder, at kunderne køber dem.

Læs hele artiklen, i Børsens tillæg Digitale Danmark, som udkom den 21. november 2019 HER

Artikel i Børsen,21-11-2019,  om PIM, Simon Aisen. Immeo

Styring af information er afgørende for forretningen

I en verden hvor mulighederne konstant bliver flere, er det vigtigt at have et system, der kan håndtere kompleksiteten. PIM er uundværligt for de helt store danske virksomheder, som sælger produkter i tusindvis til et globalt marked. Men også mindre virksomheder når hurtigt en kompleksitet, hvor der kan opnås både betydelige effektiviseringer i håndteringen af produktinformationen og mersalg ved at sætte det i system gennem PIM.

”Først og fremmest er PIM for os en strategisk platform. Det handler om forretning. Der er to områder, som går igen: Det ene er at øge relevansen af produkter, så det bliver lettere at finde og købe det helt rigtige produkt for virksomhedens kunder. Det andet er at arbejde mere effektivt, fordi ofte findes den her viden i virksomheden, men det er vanvittigt bøvlet at få sat i spil,” siger Simon Aisen.

Læs hele artiklen HER

Konsekvensen ved at håndholde informationen om sine produkter – eksempelvis i et regneark – er, at det hverken er effektivt eller lønsomt. Derfor kan alle typer virksomheder have gavn at af flytte den viden om produkterne over i et digitalt miljø, som understøtter forretningen.

”Selvom det er en teknisk platform, så handler det for os om at forstå forretningen. Vi starter altid med en forretningsanalyse i samarbejde med virksomheden, hvor vi i fællesskab får styr på de mål, som løsningen skal indfri, så det bliver så let som muligt for kunden at finde deres produkter i et marked med stor konkurrence,” siger Simon Aisen.

Det handler om tilgængelighed

Omnichannel-salg er blevet dagsordensættende, men det er mere eller mindre umuligt at føre ud i virkeligheden, hvis ikke værdikæden er optimeret til det. Er den ineffektiv, når de rigtige budskaber om produkterne aldrig ud i salgskanalerne – uanset om det er Alibaba eller egen webshop.

”Det er vigtigt, at salget bliver målrettet slutkundens kontekst, så informationen, der er vigtige for den enkelte, er tilgængelige på dennes præmisser,” siger Simon Aisen.

PIM bliver altså et værktøj, der hjælper virksomheder med at reducere afstanden fra produktet til kunden. Og med den vægt kanaler som Alibaba og Amazon har fået, er det kun endnu mere vigtigt for danske virksomheder, at de får synliggjort den kvalitet, services og unikke egenskaber, der skal retfærdiggøre den typisk højere pris på deres produkter.

”Mange af de ting, som bliver udviklet og produceret i Danmark, har ofte en højere pris. Det bygger på en investering i design og produktudvikling. Det er det, der giver kunderne en stor grad af sikkerhed og værdi. Men hvis ikke den viden bliver formidlet digitalt på den rigtig måde, mister virksomhederne sin konkurrencekraft,” siger Simon Aisen.