I 2022 blev Sif færdig med sin kandidat i Datalogi på IT-Universitet og startede som Consultant hos os. I dag er hun Senior Consultant. Her giver hun et indblik i sin hverdag.
Lige nu er jeg udvikler og har samtidig opgaver inden for projektledelse på et projekt, hvor vi udvikler og vedligeholder en kundes PIM-løsning. Det betyder, at jeg både udvikler i frontend og backend og har fingrene nede i Azure, Inriver og DevOps. Samtidig er jeg med til at sikre struktur og fremdrift i teamet.
I takt med at jeg har fået mere erfaring, har jeg også fået mere ansvar. Jeg er med i hele processen. Fra den første idé om, at noget skal laves eller ændres, til løsningen er implementeret og skaber værdi.
Vi arbejder altid i teams, og for mig betyder det, at jeg aldrig sidder alene med et problem. Jeg kan altid række ud til mine kolleger, hvis jeg har brug for sparring eller hjælp, og min oplevelse er, at folk virkelig prioriterer at finde tid til hinanden.
Som Senior Consultant arbejder jeg også tæt sammen med vores kunder, og jeg får derfor indblik i den værdi, vores løsninger giver.
Det er virkelig fedt, at jeg tydeligt kan se en mening med mit arbejde, og hvordan det gør en reel forskel for kunden.
I min tid hos Immeo har jeg lært virkelig meget, og jeg oplever stadig, at jeg udvikler mig hele tiden. Der er gode initiativer, der understøtter min faglige udvikling blandt andet relevante certificeringer og Immeos interne karriereudviklingsprogram, School of Excellence.
Men en stor del af min læring sker også i hverdagen. Jeg lærer meget af mine kolleger, og vi har en åben og uformel kultur, hvor det føles både nemt og naturligt at række ud.
I Immeo har vi en medarbejderdrevet klub, Immeo Social, der faciliterer, at vi som kolleger kan dele mange gode stunder sammen udenfor arbejdet. Vi har mange sociale arrangementer, og det fedeste er, at de favner alle.
Der er alt lige fra sport og brætspil til teaterture, comedy og fredagsbarer. Det styrker virkelig sammenholdet, at så mange har lyst til at være en del af de sociale aktiviteter.